Når sangen har vinger og kant

 

Tidligere minister og politisk veteran Bertel Haarder (V) fyldte tirsdag 10. september Kirkeladen i Strøby til sidste plads til en højskoleaften, hvor han på overbevisende måde slog fast, hvad der binder os sammen som folk.

 

Af Henrik Fisker

 

Blot tre dage efter, at Bertel Haarder fejrede sin 80 års-fødselsdag, stod han der i Kirkeladen i Strøby og sang for på fællessangen.

I et større fødselsdagsinterview i Politiken blev den politiske veteran – der forlod Folketinget ved sidste valg knap 48 år efter, at han blev valgt første gang – spurgt, hvad han er dårlig til. Her lød svaret, at han ikke kan sige nej, og derfor har han stort set ikke været i sommerhus med familien i år.

Ikke desto mindre dukkede han op i Kirkeladen lige efter sin runde dag og havde endda taget sine kone: Birgitte med. Tilhørerne fyldte salen til sidste plads, og de første stod klar, da dørene åbnede en time før, at aftenens gæst trådte ind i salen.

Inden sangaftenen nåede Haarder også forbi mindestenen for Strøbys bysbarn: Martin A. Hansen, der står bag Kirkeladen med udsigt over Ådalen. Derfor passede det fint, at han indledte aftenen med Ingemanns På Sjølunds fagre sletter, som embedsmændene i Undervisningsministeriet – ifølge Haarder – ikke kendte. I hvert fald havde de engang formastet sig til at slette sangen fra listen over, hvad der skulle synges på ministeriets traditionsrige Sorø-møde, for ”den er der ingen, der kender”.

Den slags gør man ikke ustraffet, når ens politiske chef er højskolemand fra Sønderjylland og nærmest inkarnationen af den danske sangtradition. Ingemann – der selv levede i Sorø og derfra kendte sin sjællandske egn – er ikke gået i glemmebogen her et par århundreder senere. Hvilket forsamlingen i Strøby demonstrerede med klar røst, da den stemte i på fællessangen.

 

Kulturens nye tilskud

Efter Ingemann fortsatte Haarder med en række af de nyere sange i Højskolesangbogen. Stine Pilgaards Vi mødtes i sne, Per Krøis Kjærsgaards Linedanser og Jørgen Gustav Brandts Tænk at livet koster livet, og han begrundede valget med, at ”det er så vidunderligt, at der til stadighed kommer nye tilskud til kulturlivet”. Og han fortsatte med at understrege, at de fleste af de nyere sange hurtigt ryger ud af Højskolesangbogen igen, fordi melodien ikke er god nok til teksten. For sangene skal være sangbare, hvis de skal overleve i folketraditionen.

Det sidste gav Haarder et eksempel på, da han introducerede sin egen Forårsglæden, skrevet til Hernings byjubilæum. Den havde fået melodi af legendariske Bent Fabricius-Bjerre, men den var for kedelig, mente Haarder, som forgæves forsøgte at få komponisten til at peppe den op. I stedet meldte Carsten Johannes Mørch sig på banen med en alternativ melodi, der var ”meget bedre”.

Inden kaffepausen præsenterede sønderjyden Haarder forsamlingen for to sange af Helge Rode, der er skrevet for at mane til sammenhold og modstand mod den ydre fjende. I sidste vers af Som en rejselysten flåde – skrevet ved genforeningen i 1920 – bliver det næppe mere dansk, hvor Rode synger ordene: Om din frihed vil vi værne på Carl Nielsens majestætiske melodi.

- Det burde være den danske nationalsang, men Der er et yndigt land er nok for svær at slippe af med, lød det med klædelig kant fra Venstres gamle værdikriger.

 

Til folkegavn

Vi skulle hen på den anden side af kaffepausen, før Bertel Haarder spillede nationalskjalden over dem alle på banen.

- For 60 år siden var der 224 sange af Grundtvig i Højskolesangbogen – det var en tredjedel af alle sangene. Nu er det nede på 64, oplyste Haarder.

En af dem, der er blevet tilbage, er Et jævnt og muntert virksomt liv på jord, hvor Grundtvig introducerer begrebet: folkegavn – forstået som den ånd, der bærer fællesskabet og følelsen af folkelighed.

Det ledte aftenens forsanger ud i et længere skoleridt om coronatiden, hvor han roste DR for at have faciliteret fællessangen med Phillip Faber, Katrine Muff og andre gode folk, og skosede alle dem, som dengang brugte tid og kræfter på at fortælle os, at det er sundt at synge. For det er komplet ligegyldigt, må vi forstå – for sangen har sin egen værdi og behøver slet ingen begrundelse. For den er til folkegavn.

- Så lad os synge, uanset om det er sundt, slog Haarder fast – og det gjorde vi så.

 

Det venlige, lille land

Vi nåede omkring endnu et par godbidder fra Højskolesangbogens skatkiste, og selv om man på to gange 45 minutter ikke kan nå det hele, var det egentligt bemærkelsesværdigt, at højskolemanden Haarder gik uden om skelsættende bastioner i sangtraditionen som Jeppe Aakjær og Jens Rosendal. De må komme med på Haarders næste sangaften – til gengæld fik vi lært et par nye sange, som vi ikke havde sunget før.

En af de nye var skrevet af manden selv. Det er den eneste fra hans hånd, som er optaget i den nye udgave af Højskolesangbogen, hvor den står som nummer 412, så slå selv op og læs hans bud på en ny danmarkssang: Der er et venligt, lille land. Det er skrap kost med stærke krydderier – og velrettede spark til den danske selvgodhed set fra bunden af den dybe sofa.

Men byens børn fik jordparcel / med hus og velfærdsvaner / og mor og far fik hus og gæld / og vin til deres ganer. / Der sidder dansken lidt forædt / og hygger sig på hylden / - og vogter på idyllen.

Her aner man, at forfatteren – ud over at være opvokset på en højskole i grænselandet – også har en glorværdig fortid som danmarkshistoriens længst siddende minister på 10-11 forskellige poster. Men Haarder blev trods sin lange karriere aldrig en tandløs levebrødspolitiker, der flød med strømmen, men har i sjælden grad bevaret sin personlige integritet og dybe rødder i højskolebevægelsen.

Det gjorde ham til en udsøgt fornøjelse og forsanger ved Nordstevns Pastorats sangaften i Strøby Kirkelade, hvor organist Birgit Petersen akkompagnerede hans valg af sange det bedste, som hun havde lært. Forhåbentlig syntes Bertel Haarder også, at turen til Stevns var ulejligheden værd, selv om han har lovet sig selv at blive bedre til at sige nej til så mange arrangementer.